11 6.-klasser fra hele Lolland Kommune byttede i uge 37 klasseværelset ud med genbrugspladsen, spildevandsanlægget og besøgscentret i den gamle Saftstation i Horslunde. Her byggede eleverne solcellebiler, sorterede affald og lærte, hvad der sker, når man skyller ud i toilettet.
Bag Naturfagsfestivalen står Lolland Forsyning, REFA, Ren Energi Lolland og Lolland Kommune, som gennem ugen holdt dørene åbne for eleverne. Idéen er, at naturfag skal mærkes, ses og lugtes frem for at læses i en bog.
- Jeg har aldrig vidst, hvad der bliver af lorten og af affaldet, så nu er det ikke så ulækkert, sagde en elev fra 6. klasse.
Fra affald til ressource
Eleverne fik et direkte indblik i de ressourcekredsløb, de selv er en del af hver dag. Hos Ren Energi Lolland lå fokus på de tekniske kompetencer, fremtidens arbejdsmarked får brug for.
- Vi vil prikke til elevernes nysgerrighed. Ved at arbejde praktisk med vedvarende energi viser vi dem bredden af de kompetencer, der bliver brug for i fremtiden, uanset om man vil være faglært eller akademiker, siger Lotte Lund, projektleder hos Ren Energi Lolland.
Hos REFA er budskabet, at affald er en værdifuld ressource, der skal genanvendes bedre og produceres mindre af. Og hos Lolland Forsyning handler festivalen om at gøre det usynlige synligt.
- Vi varetager funktioner, som er vitale for samfundet, men som ofte overses. For os er det vigtigt, at eleverne lærer om vores arbejde, så de kan tage den viden med hjem, siger Randi Kofoed Jørgensen, projektleder i Lolland Forsyning.