Der blev startet knap 1.600 virksomheder i København de første 3 måneder af 2026. På landsplan blev der stiftet 8.200 virksomheder, og det er en vækst på 20 % i forhold til de 3 måneder året før.
Antallet af iværksættere i Danmark fortsætter frem i 1. kvartal. De positive tal kommer ovenpå et i forvejen flot 2025, hvor iværksætteriet fandt tilbage på sporet efter flere års nedgang, ifølge datavirksomheden Experian, der holder øje med gode og dårlige betalere.
Ikke siden højkonjunkturen efter første corona-periode har der i første kvartal været flere danskere, der er blevet iværksættere og har etableret et nyt selskab.
- Den kraftige stigning i nye selskaber afspejler en robust iværksætterånd, der trodser de usikkerheder, som vi ser globalt, siger Bo Rasmussen, der er direktør hos Experian.
Bornholm og Fyn forrest
På tværs af landet er der stor forskel på, hvor stor koncentrationen af iværksættere er.
- Det er igen i hovedstaden, at indbyggerne er mest flittige til at etablere selskaber.
- Det er også glædeligt, at der er fremgang over hele landet med Bornholm og Fyn som hurtigløberne fra 2025 til 2026, siger Bo Rasmussen.
- Vi må endnu en gang konstatere, at erhvervslivet viser god konkurrence- og udviklingsevne.
Gentofte er igen den kommune i landet, hvor koncentrationen af nye virksomheder er størst, mens Lolland, Odder og Struer Kommuner ligger i bund.
I Københavns Kommune var der en vækst på 19 % i forhold til året før.