6.763 ansøgere har fået tilbudt en studieplads på Aarhus Universitet i år. Det er 9 % færre end sidste år, hvor 7.441 kom ind. Universitetet har i alt modtaget 30.651 ansøgninger.
Kontakt
Aarhus Universitet
auuddannelse@au.dk
Hvorfor
Faldet skyldes primært, at der udbydes færre pladser. Det er den såkaldte sektordimensionering (Læs: en politisk beslutning om at reducere antallet af studiepladser på tværs af landets universiteter), der betyder, at AU frem mod 2030 skal skære knap 10 % af studiepladserne væk på tværs af sine 5 fakulteter.
Samtidig har AU, som de øvrige danske universiteter, skåret i de engelsksprogede pladser og må derfor afvise internationale ansøgere.
- På Aarhus Universitet oplever vi en stor interesse fra internationale ansøgere, men vi må desværre skuffe mange af dem. Og i år endnu flere, end vi plejer, siger prorektor Berit Eika.
Højere adgangskrav
De færre pladser har sendt adgangskvotienterne op på 36 af universitetets uddannelser. På den engelsksprogede Computer Science kan AU optage 27 ud af 350 kvalificerede ansøgere. På bacheloruddannelserne til civilingeniør må universitetet afvise 38 % af de kvalificerede ansøgere.
- Det er problematisk, at kvotienterne bliver ekstremt høje inden for områder, hvor samfundet skriger på arbejdskraft, siger Berit Eika.
Ledige pladser
Der er stadig ledige pladser på en række uddannelser. Afviste ansøgere opfordres til at kontakte en studievejleder for alternative muligheder.
Se mere HER.