Energinets entreprenør NCC sætter nu gang i en række tiltag for at blive hurtigere færdig på Artillerivej, som har været spærret for trafik. Det skal lette presset på trafikken på Vestamager, og især på Vejlands Allé, hvor Energinets kabelarbejde gik i gang i sidste uge.
Energinets kabelarbejde har været i gang på Artillerivej siden midten af marts måned. I sidste uge blev arbejdet udvidet til en strækning på Vejlands Allé mellem Artillerivej og Center Boulevard, hvilket skabte trafikale udfordringer på Amager.
- Vi er desværre nødt til at arbejde på begge veje samtidig i en periode for at kunne lave underboringen fra Artillerivej og ud i Vejlands Allé, siger Claus Snoghøj Rasmussen, der er projektleder i Energinet.
Energinet er ikke alene om at lave anlægsarbejde på Amager. Der er for tiden gang i en række andre vejprojekter på Amager, blandt andet udvidelsen af Øresundsmotorvejen, som løber parallelt med Vejlands Allé mod syd.
For at afhjælpe noget det trafikale pres især på Vejlands Allé sætter NCC flere ressourcer ind og får mulighed for at udvide arbejdstiden på hverdage og i weekenden.
Desuden er det planen at bruge den nuværende busbane på Vejlands Allé i vestlig retning til biltrafik, så der faktisk bliver2 spor ind mod det centrale København.
Spærring
Krydset Vejlands Allé og Artillerivej spærres om aftenen og natten den 8.-10. juni da 1. del af underboringen mellem Artillerivej og Vejlands Allé laves. Da der er brug for at kunne arbejde i hele vejarealet, spærres krydset for trafik fra 20-05 begge dage.
Derefter tager det cirka 1 uge at færdiggøre resten af boringen og få trukket kabelrør. Til slut skal Artillerivej retableres og afspærringen fjernes.
Da området er tidligere militært øvelsesterræn, skal der søges efter ammunitionsrester, inden der kan graves og bores i jorden.
Det betyder også, at det er vanskeligt at udføre arbejdet om natten, da det er klart at foretrække for minerydderne at have dagslys at arbejde i.
Når Artillerivej er åbnet for trafik igen, udvides kabelarbejdet på Vejlands Allé, så det fortsætter ned mod Røde Mellemvej. Her vil der være trafik i begge retninger men med reduceret plads til trafikken.
Hvorfor arbejder Energinet på Amager
Arbejdet på Artillerivej og Vejlands Allé er en del af en større udbygning af elnettet på Amager, hvor Energinet skal forbinde H.C. Ørstedværket ved Teglholmen med Amager Kobling midt på Amager med store 132 kilovolt kabler.
Senere skal der etableres en tilsvarende højspændingsforbindelse mellem Amager Kobling og Amagerværket i den nordøstlige del af Amager.
Se mere HER.