500.000 kvm landbrugsjord mellem Fåborgvej og Odensevej vest for Assens bliver omlagt til skov og natur. Klimaskovfonden har købt jorden af Assens Gamtofte menighedsråd - et areal på størrelse med 500-600 parcelhusgrunde.
Kontakt
Klimaskovfonden
kontakt@klimaskovfonden.dk
Penge
For menighedsrådet handler salget om et konkret regnestykke: pengene skal finansiere et nyt tag på Vor Frue Kirke i Assens.
- Menighedsrådet har i et stykke tid arbejdet med salg af kirkejorden for at finansiere det nye tag på Vor Frue Kirke. Derfor er vi rigtig glade for, at Klimaskovfonden vil købe jorden og plante skov på det til gavn for klimaet og ikke mindst borgerne i Assens, siger Frank Lissner, formand for Assens Gamtofte menighedsråd.
Hvad
Det bliver en blandet skov med mange arter, blomstrende skovbryn og lysåben natur - efter planen kaldet Kirkeskoven. Klimaskovfonden vil anlægge stier, der kobles til det eksisterende stisystem ved Kærum Å, og der åbnes mulighed for en skovkirkegård ved vejen omkring Assens.
Klimaskovfonden (Læs: en statslig fond oprettet af Folketinget, der planter skov og omdanner landbrugsjord til natur som klimaindsats) ejer arealet, mens træerne vokser op, og sælger det derefter. Fredskovspligten sikrer, at der bliver ved med at være skov på stedet.
Større sammenhæng
Arealet grænser op til et mindre kommunalt skovområde med sheltere og en ådal med flere beskyttede naturområder. Tilsammen kan det binde et skov- og naturområde på 1,6 millioner kvm sammen.
Assens Kommune og Klimaskovfonden indgik et samarbejde i maj, og kommunen har som mål at rejse 10 millioner kvm skov inden 2030.
Tid
Klimaskovfonden holder informationsmøde om projektet onsdag 26. august kl. 16.30-18.00 i Skovpavillonen, Skovvej 5, 5610 Assens.
Se mere HER.