Cars, der køber og sælger brugte elbiler, har lejet 2.006 kvm på Englandsvej 2 i Svendborg og åbner dermed sin 3. afdeling. Lokalerne husede tidligere Karvil Biler og er allerede indrettet til bilforretning, med plads til virksomhedens biler på et stort udendørsareal og synlighed mod rundkørslen ved Ring Nord.
Svendborg-afdelingen bliver virksomhedens 3. efter Aarhus og Hjørring og skal bringe forretningen tættere på kunderne på Fyn. Arbejdet med at indrette den nye afdeling går snart i gang, mens åbningsdatoen først meldes ud senere.
- Vi ser et stort potentiale i Svendborg og glæder os til at blive en aktiv del af det lokale erhvervsliv. Vi vil skabe en stærk lokal forretning og være en synlig del af området, siger Thomas Lindgaard Kristensen, direktør i Cars.