Regeringens plan om at fastfryse en række beløbsgrænser i skattesystemet i 2028 og 2029 mindsker den disponible indkomst for alle familietyper: En arbejderfamilie med 2 børn taber 4.500 kr. om året, mens en standard direktørfamilie taber 13.000 kr., viser en ny analyse fra tænketanken CEPOS.
Når beløbsgrænserne holdes på et fast niveau, mens lønningerne stiger, bliver grænserne reelt lavere, end de ellers ville have været. Dermed betaler man skat af en større del af sin indkomst.
- Når man fastfryser beløbsgrænserne, mens lønningerne fortsat stiger, bliver grænserne reelt lavere, end de ellers ville have været. Man kommer dermed til at betale skat af en større del af sin indkomst. Det er i den forstand en skattestigning, siger cheføkonom i CEPOS Mia Amalie Holstein.
Sådan rammer det
Målt som andel af den disponible indkomst ser tabene ved fastfrysningen sådan ud:
- Arbejderfamilie med 2 børn: 4.500 kr., svarende til 0,7 %.
- Enlig kontanthjælpsmodtager uden forsørgerpligt: 1.200 kr., svarende til 0,9 % - på grund af fastfrysning af personfradraget.
- Standard direktørfamilie: 13.000 kr., svarende til 1,1 % - fordi familien også rammes af fastfrysning af topskattegrænsen.
- Højtlønnet direktørfamilie: 0,4 %
Hele pakken
Fastfrysningen skal ifølge CEPOS ses som en del af regeringens samlede skatteudspil, der også indeholder lavere moms på fødevarer og fjernelse af moms på frugt og grønt.
Ser man på hele pakken, øger den ligheden en smule, mens den højtlønnede direktør og folk uden for arbejdsmarkedet ender med de største relative gevinster.
Få på arbejde
Langt fra målet om flere i arbejde Skatteudspillet ligger ifølge CEPOS langt fra regeringens mål om at øge arbejdsudbuddet med 35.000 fuldtidspersoner. Skatteministeriet har beregnet, at skatteelementerne i regeringsgrundlaget samlet øger arbejdsudbuddet med 3.750 fuldtidspersoner.
- Man vil både øge ligheden og arbejdsudbuddet markant, men de 2 mål er svære at forene. Regeringen kommer efter min vurdering til at skuffe på mindst 1 af sine reformmål, siger Mia Amalie Holstein.