Siden januar har 4 københavnske skoler og 500 elever testet genbrugelige madbokse i spisefrikvarteret. Eleverne får alle frokost fra Københavns Kommunes skolemadordning, som hver dag serverer et varmt frokostmåltid.
Når eleverne har spist deres skolemad, skal madboksen ikke længere smides i skraldespanden, men afleveres tilbage, vaskes og bruges igen. Målet er at ordningen skal udbredes til alle 50 skoler.
- Maden vi serverer i skolerne, er grøn og 90 % økologisk. Planen er, at skoler får deres eget køkken, men indtil da er det en god løsning, at vi kan servere mad i genbrugelig emballage i stedet for plastik og pap, siger Line Barfod, klima-, miljø- og teknikborgmester.
- Vi har nu brugt 2 år på at teste alt fra teknik til selve vaskeprocessen og vi kan forhåbentligt snart rulle de genbrugelige bokse ud til alle vores skoler, siger Søren Buhl Steiniche, enhedschef for skolemaden i København.
Skolemaden produceres i dag i et stort centralkøkken, hvorfra den sendes ud til de enkelte skoler, der ikke har køkken.
Når eleverne har spist, skal madboksene samles ind, sendes retur til centralkøkkenet, vaskes og gøres klar til at kunne genbruges næste dag.
Projektet blev igangsat i februar 2024, hvor 3 skoler testede den første version af de genbrugelige madbokse. Erfaringerne viste, at det godt kan lade sig gøre at genbruge madboksene.
De udvalgte
Siden januar har 4 skoler haft genbrugelige madbokse:
* Lergravsparken Skole
* Vesterbro Ny Skole
* Holbergskolen
* Sortedamskolen.