Landmænd kan fritage hele eller dele af deres malkekobesætning fra kravet om metanreducerende foder resten af 2026, hvis køerne tidligere har vist symptomer af foderet. Det fremgår af en opdateret vejledning fra Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd, der følger af problemer, nogle landmænd oplevede hos malkekøer i 2025.
Kravet gælder i 2026 for almindelige malkekobesætninger med over 50 årskøer, der skal fodres med fodertilsætningsstoffet 3-NOP (Læs: Handelsnavnet er Bovaer) i 80 dage om året. Stoffet skal mindske kvægets udledning af metan og dermed klimaeffekten.
Hvad der gælder nu
Landmænd har hele tiden kunnet undtage køer af hensyn til dyrevelfærden. Den opdaterede vejledning gør det klart, at det også gælder, når:
- Køerne tidligere har vist symptomer ved fodring med det metanreducerende foder.
- Det vurderes, at dyrevelfærden igen vil blive påvirket ved ny fodring.
Landmænd, der stoppede fodringen sidste år på grund af problemer, behøver ikke genoptage den i 2026. For at undtage køerne skal landmanden underskrive en tro- og loveerklæring.
Den, der fortsat bruger Bovaer uden problemer, kan fortsætte og modtage det tilhørende tilskud. Som alternativ kan man hele året tildele fedt via fedtrige fodermidler. Kompensation og tilskud udbetales via den nuværende ordning, så fritagelsen ikke rammer økonomien for dem, der opfylder kravet.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø åbner som planlagt i oktober 2026 en tilskudsordning for metanreducerende foder i 2027.