Østofte Menighedsråd planter til foråret en ny skov på 40.000 kvm på sin jord nordvest for Maribo. Skoven skal både give områdets børn nem adgang til naturen og på sigt danne ramme om en skovkirkegård, hvor lokale kan blive begravet. Projektet er fuldt finansieret af European Energy via Klimaskovfonden.
Den nye skov bliver nabo til en eksisterende, meget gammel skov på omkring 60.000 kvm ved præstegården. Tilsammen giver det et samlet naturområde på cirka 100.000 kvm.
- Skoven bliver et sted, hvor natur, kultur og eftertanke mødes, siger Unna Toft Nielsen, formand for Østofte Menighedsråd.
Skoven kommer til at bestå af blandede træer, heriblandt bøg og eg, og skal binde CO2, styrke biodiversiteten og beskytte jord og grundvand. Den plantes i løbet af foråret 2027.
Skovkirkegård på engen ved siden af
Menighedsrådet vil desuden anlægge en skovkirkegård på et engareal op til skoven. Det skal give lokale et nyt gravsted i naturen og udvide begravelsesmulighederne for borgere i området og på Lolland. Planen er dog fortsat under udarbejdelse, og der er endnu ingen dato for, hvornår kirkegården står klar.
Fordi Østofte skole ligger ved siden af skoven, er tanken også, at den kan bruges til friluftsliv, undervisning og naturformidling.