Den gennemsnitlige normering i de kommunale og selvejende daginstitutioner var i 2025 på 2,9 for de 0-2-årige i vuggestue og 5,8 for de 3-5-årige i børnehave. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik. For de yngste børn har normeringen været uændret siden 2023, og for børnehavebørnene har den ligget stille det seneste år efter en mindre fremgang fra 5,9 i 2023.
I dagplejen var normeringen 3,0 i 2025, en fremgang fra 3,2 i 2024.
8 havde for få
Der er 8 kommuner, der ikke levede op til det lovpligtige krav om minimumsnormeringer i vuggestuer og/eller børnehaver, ifølge Danmarks Statistik. De 7 i Jylland og 1 på Sjælland:
Ringsted
Odder
Holstebro
Ikast-Brande
Struer
Brønderslev
Rebild
Thisted.
Færre børn i dagpleje
Andelen af de mindste børn, der passes i den kommunale dagpleje, fortsætter med at falde. I 2017 blev 33.159 børn passet af kommunale dagplejere, svarende til 18 % af de 0-2-årige. I 2025 var andelen faldet til 11 %, altså 7 procentpoint lavere.
Dagpleje størst langt fra storbyerne
Pasning i dagpleje er langt mere udbredt nogle steder end andre. Tendensen er ifølge Danmarks Statistik, at jo længere man bor fra en storby, desto større er sandsynligheden for, at barnet passes af en dagplejer. I hovedstadskommunerne gælder det kun 2 % af de 0-2-årige mod 22 % i landkommunerne.
Samsø topper listen: her passes 70 % af de 0-2-årige hos en dagplejer, blandt andet fordi det ikke er muligt at få sit barn passet i vuggestue i kommunen. Derefter følger:
- Skive med 44 %
- Brønderslev med 39 %
Fanø, Helsingør og Læsø tilbyder omvendt kun vuggestue og ingen kommunal dagpleje. I Frederiksberg, Hørsholm, København, Høje-Taastrup, Furesø, Gentofte, Rudersdal og Glostrup passes under 2 % af børnene hos en dagplejer.
Hvad normeringstallet dækker
Normeringstallet er de samlede pasningsressourcer på kommunalt niveau set i forhold til antallet af børn, opgjort som bruttonormering. Det betyder, at alt personalets arbejde tæller med, også forældresamtaler og udviklingsplaner, ikke kun tiden ansigt til ansigt med børnene. Kun pædagogisk personale medregnes, mens administrative ledere, rengøring og køkkenmedhjælpere ikke gør. Der korrigeres for barsel, men ikke for sygdom og ferie.
Se mere HER.