Fra 1. oktober 2026 må vaske- og rengøringsmidler højst indeholde 360 mg/kg af konserveringsmidlet BIT, og fra 1. februar 2027 højst 15 mg/kg af stoffet MIT. Samtidig viser en ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen fejl i mærkningen på 24 ud af 53 undersøgte produkter — mere end 4 ud af 10.
Kontakt
grlol@mst.dk
Et allergistof erstatter et andet
Miljøstyrelsen har analyseret 53 vaske- og rengøringsprodukter til hjemmet for at se, hvilke konserveringsmidler de indeholder. Resultatet: brugen af methylisothiazolinon (Læs: et konserveringsmiddel kaldet MIT) er faldet siden en tilsvarende undersøgelse i 2018, og Videncenter for Allergi har i samme periode registreret færre tilfælde af MIT-allergi.
Til gengæld er brugen af benzisothiazolinon (Læs: konserveringsmidlet BIT) steget — og det er antallet af BIT-allergitilfælde også. De samme stoffer går igen i mange produkter, og den hyppigste kombination er MIT og BIT sammen. Det kan udsætte forbrugeren for de samme stoffer fra flere produkter i hverdagen og øge risikoen for allergi.
- Vi risikerer at flytte allergiproblemet fra ét konserveringsmiddel til et andet, siger funktionsleder i Miljøstyrelsen Grete Lottrup Lotus.
Mærkningen holder ikke
For 31 af de 53 produkter var der uoverensstemmelser mellem indhold og mærkning. I 24 tilfælde passede mærkningen ikke med det, analyserne fandt:
- I nogle produkter var der konserveringsmidler, som ikke stod på etiketten.
- På andre manglede den lovpligtige faremærkning.
- I andre tilfælde blev de stoffer, etiketten lovede, slet ikke fundet i produktet.
For yderligere 7 produkter stod der forskellige konserveringsmidler på etiketten og på forhandlerens hjemmeside. BIT var deklareret på 23 produkter, men blev kun fundet i 14. Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har grebet ind i de relevante sager.
Miljøstyrelsen vil følge udviklingen i BIT-allergi, når den nye grænseværdi er trådt i kraft, for at se, om antallet af tilfælde falder, eller om der skal gøres mere.